|
Der er flere forskellige måder at blege tænderne på. Nogle klinikker
foretager blegningen i tandlægestolen i løbet af en times tid. Denne
metode har den fordel at være hurtig, men til gengæld bruges stærkere
blegemidler, hvilket kan give flere gener i tænderne. Vi bruger en anden
metode, som udnytter specielt fremstillede blegeskinner til hjemmebrug.
Hjemmeblegning med blegeskinne
Arbejdsgangen er, at der ved første
tandlægebesøg (efter tandrensning) tages aftryk af både overkæben og
underkæben. Disse aftryk bruges til fremstilling af tynde blegeskinner,
som kan udleveres efter 2-3 dage, sammen med blegemidlet. Skinnerne er
meget tynde, og da de kun dækker tænderne generer de som regel minimalt.
Skinnerne påfyldes en lille mængde blegemiddel ud for hver tand inden
brug. De kan enten bruges om natten, eller i løbet af dagen. Typisk er
tænderene betydeligt lysere efter blot en nats brug. Hvor meget tænderne
ønskes bleget er op til den enkelte. Typisk er 3-4 nætters brug
tilstrækkeligt. Det er individuelt hvor lyse tænderne ønskes, men pas på
med at overblege! Meget lyse tænder kan virke unaturlige. Desuden kan
blegeskinnerne bruges mange gange hvis der passes på dem, så at det
altid er muligt at gøre tænderne lysere. Der er også en tendens til at
blegede tænder langsomt vender tilbage til deres oprindelige farve.
Blegeskinnerne kan som regel bruges igen efter behov flere år frem i
tiden.
Blegningen skader så vidt vides ikke tænderne, men regn med at tænderne
er følsomme 1-2 dage efter blegning. Vær opmærksom på, at
plastfyldninger, kroner og facader sandsynligvis ikke ændrer farve på
samme måde som tænderne, hvilket kan føre til et utilfredsstillende
resultat, med mindre disse restaureringer omlaves.
Tandrensning og blegning
Vær opmærksom på at tandrensning og
blegning er forskellige. Nogle ønsker at gøre deres tænder lysere, fordi
de er misfarvede af tobak, kaffe, te eller rødvin. En grundig
tandrensning kan fjerne disse overfladiske belægninger, hvorefter
tænderne undetiden virker så lyse, at blegning er unødvendig.
Overfladiske belægninger og tandsten bør altid fjernes inden blegning.
Blegning af misfarvede rodbehandlede tænder
Hvis kun en enkelt, rodbehandlet tand er
misfarvet og ønskes bleget, bruges en anden metode, som ikke involverer
brugen af blegeskinne. I dette tilfælde placeres blegemidlet inden i
tanden, hvorefter blegemidlet afdækkes med en midlertidig fyldning. Det
tager typisk flere skift af blegemiddel før den ønskede farve opnås.
|